onsdag den 22. april 2015

Kom sol, kom sommer, kom farver




Hey!
Klokken er 17.10 og om 20 minutter drøner jeg over og spiser aftensmad, før jeg smutter til yoga og derefter skal øve teater. Jeg har lavet lektier siden klokken to, kun afbrudt af en ultra spontan kanotur på 30 min, fordi jeg spottede to piger i en kano ud af vinduet, og blev nødt til at være med.


En stor begivenhed der prydede både asfalt og efterfølgende badeværelser med farver, var HOLI sidste weekend. En indisk forårsfestival - the festival of colors/ the festival of love. 



Her varmer vi op med farver i hænderne. Det kan godt være det er varmt i Indien, men i Norge fejrer vi forår selv når det regner.



Tao (England), Pablo (Costa Rica), og ja - mig!

Der blev danset. Ingen skulle fryse!

Sidste uge var himlen pludselig klar og solen kunne bare slet ikke lade være med at skinne.
Folk var i hængekøjer og på græsset.
Maden blev spist udenfor.


Jeg fandt pludselig mig selv i en diskussion om ægteskab, kærlighed og datingkultur. Nogles forældre blev gift fordi faderen så moderen og bad hendes far om hendes hånd, nogle ser ikke grunden til ægteskab, og pludselig diskuterede vi datingkultur og hvordan folk overhovedet ender med at blive gift. Da en dreng fra Sverige havde et klart syn på hvordan dating fungerer i USA, og lagde sit syn ud, sagde jeg som refleksion, at jeg gerne ville høre en amerikaners synspunkt på det. Intet problem. To meter fra os sad Dylan fra Florida og klappede kage med en fra Costa Rica. Og sådan er det så magisk. Vil du gerne høre om hvad en fra Brasilien tænker om dine tanker om dit og dat? 
-Fint, vi kalder lige på hende. 
Det er ret vildt.

Jeg er også blevet kajakleder, og skal derudover også ro/sejle(arghh?) kajak hver torsdag med lejrskolebørn fra Norge.



Hej fra mig og alle de andre!





onsdag den 1. april 2015

Er hverdag hverdag, bare fordi det sker hver dag?

Er hverdag hverdag, bare fordi det sker hver dag?



Jeg sad med god musik i ørerne og endte ved en fejl-googling på en blog fra nogle danskere, der var på RCN nogle år tilbage. Musikken og ordene tog mig med på en rejse gennem alle de vilde ting de oplevede, og jeg tog mig selv i at tænke: "Ahh, det vil jeg også." 
Så gik det op for mig, at det da egentlig var en skør tanke. 
Det er jo det jeg er lige midt i. 
Hvor skal jeg bare gribe det. 
Men også huske det. 
Det må ikke blive hverdag at tage på aftentur med en ven fra Lesotho eller at diskutere politiske handlinger i Egypten, med en egypter. Det må ikke blive hverdag at have en fjord og bjerge omkring sig, at øve sig på spansk med en fra Botswana, og at danse på badeværelset med sin britiske roommate mens man ved hjælp af sin trøje pludselig har fire arme, og bare kan give den gas. 
Det må det ikke. Men det bliver det vel lidt. 

And maybe that is the beauty of it. 
Jeg mener. Hvor er det smukt. Når jeg sidder her og skriver hvor folk er fra, føles det egentlig helt skørt. De er jo bare folk. Mine venner. Min nabo, min roommate, min sidemakker i spansk, eller hende jeg havde det sjovt med på skiferien. 
Nogle gange befinder jeg mig i situationer hvor jeg må nive mig selv i armen for at kigge mig omkring og indse hvad jeg er midt i, men nogle gange skænker jeg det ikke en tanke. 
Det gør ikke noget hvor du er fra, hvilket sprog du snakker, eller hvor langt du rejste for at komme her. Det gør dig hverken mere eller mindre skøn. Vi er her sammen. Vi bliver venner på kryds og tværs. 
Og det er smukt. 

TID
I denne uge fik vi vores førsteårsdanskere at vide, og seks nye elever er klar til at hoppe ind på RCN som førsteårselever efter sommerferien. 
Men hvad sker der? Det var jo mig i forgårs? Og så alligevel overhovedet ikke. 
Jeg er netop ankommet, og ansøgningsprocessen, forventningerne og det at gå i gymnasiet er kun få uger siden. For mindre end 8 måneder siden aldrig havde været her. 
Det sted hvor den ene dag tager den anden, og jeg nogle gange ikke engang opdager at det er blevet aften før klokken er 23 og jeg næsten ikke kan stå oprejst. 

Det er svært at putte i en boks hvordan jeg har det, for jeg ved hverken hvilken form boksen har, hvad jeg skulle putte i den, eller om jeg overhovedet kan se den. 
Når jeg skriver til Jer, skriver jeg ofte de ting der sker omkring mig, men så på den anden side slet ikke. 



Tingene sker jo bare. I går var jeg i skole, hang derefter ud med min roommate og dansede lidt, så spiste jeg lynhurtigt aftensmad med nogle af mine gode venner (fra Libanon, Lesotho, Marokko og ja.. de otte andre der maste sig ned omkring det runde 7 mands-11 mands hvis man er stædig-bord). 



Så drak jeg te med min veninde fra Costa Rica, og tog til noget vi kalder World Today. 
Nogle gange holder elever oplæg, og nogle gange får vi gæstetalere på besøg. 
Sidste uge holdt den organisation jeg er medlem af LEAF (Living Environmental and Friendly) oplæg med titlen "Development and sustainability - a contradiction i terms?"  

Vi diskuterede dilemmaer i udviklingen af lande, nye syn på bæredygtig udvikling, og hvordan politikkerne og fremgangsmåderne burde være i alt dette. 
Drengen fra Maldiverne har syn på vandstigningen, den Ungarnske økonomilærer tænker på en anden måde, hans kone er begejstret for vores entusiasme, og drengen fra Ecuador kan bidrage med en masse til det emne vi diskuterer, da det omhandler en regnskov i Ecuador der har en masse olie under sig, og om skoven skal bevares, eller olien hentes. Et dilemma.



Lørdag var der AFRICAN DAY
-jeg havde glædet mig siden der var asiatisk basar i efteråret



Jeg stod tidligt op og lavede lektier. Ved 12 tiden hjalp jeg to piger med at stille et telt op til den afrikanske basar vi havde, og pludselig var klokken 13, og basaren begyndte. 
En basar går ud på at alle, fra det kontinent basaren omhandler, her afrika, har hver deres bod, -fordelt efter hvilket land de er fra. 
Her har de information, er klædt i nationaltøj (eller noget der ligner), har måske smagsprøver, ansigtsmaling, musik, eller små konkurrencer. Vi andre går så (super frivilligt og vildt lykkelige) rundt i to timer, og hører om hvilken form for kaffe de drikker i Etiopia, hvad flest folk arbejder med i Kenya, hvad det orange sjove mad fra Ghana er lavet af, eller hvad historien er bag Sydsudan og Sudan. 
Alt sammen fortalt af mennesker der kommer fra et liv midt i det.
Om aftenen var der afrikansk mad lavet af en masse elever, og køen i kantinen, var så lang at folks øjne trillede ud af hovederne, da de så den. 
Men det var ok. Maden var det hele værd. 
Derefter var der afrikansk show.
Jeg var med i den første act, men ellers var det mest afrikanere, og så forskellige folk, der var med lidt på kryds og tværs. 
Vi dansede til lidt efter midnat, og så jeg gik i seng.


Søndag morgen stod jeg tidligt op, løb en tur, dyrkede yoga, og lavede lektier i løbet af dagen med min græske roommate i biologilokalet. -siden der er fisk (jeg tror, det er grunden...) var der dejligt varmt. 


Søndag aften tog jeg til persisk nytår. 
Vi er nu i år 1394. 
Der var dækket op med alle mulige lækkerier medbragt fra Iran, og vi hørte om historien bag nytåret, om hvad de forskellige ting på et persisk nytårsbord symboliserer, og ellers gik snakken bare. 


Pludselig befandt jeg mig midt i en ret vild samtale. 
Det var mig, Christina min roommate fra Grækenland, en dreng fra Italien, en fra Egypten og en fra Yemen. 
Vi diskuterede stort. 
Ord fra latin blev vendt på hovedet, religioner blev sammenlignet og jeg havde så mange aha-oplevelser at de ville være umulige at tælle.




Nå ja. Så blev det mandag, lørdagen efter skrev jeg indlægget og i dag onsdag arbejder jeg lidt på det igen.

Det er den første april og det sner. 
Det må være en joke.
En aprilsnar.
Den må have krævet planlægning.
Jeg er imponeret.



Tusinde knus og god april!

-Katrine