Ved siden af mig hænger der en huskeliste. På den anden side står der en kop varm kakao.Den har netop brændt min tunge.Pladsen på mit skrivebord er trang.Mel og sukker fylder.Min roomie fyldte 18 i går, og vi skal bage en kage.Jeg kan ikke koncentrere mig. Jeg har sådan en skøn historie at fortælle.Nu kommer den.

Historien om dengang 12 mennesker forsvandt ind i et idyllisk postkort med geder, småkager, små telte og pulver kartoffelmos mellem linjerne.

Historien om en KAJAKTUR!

Det er søndag morgen og mit vækkeur ringer. Klokken er 6:30 og det er mørkt og regnfyldt udenfor. Jeg kan ikke se noget og famler mig ud på badeværelset for at tage en hurtigt og forhåbentlig nogenlunde lydløst bad. Klokken syv står jeg klar i kantinen til morgenmad og til at smøre madpakker til de næste tre dage. Klokken 8:20 er jeg klar i bådhuset. Jeg har slæbt 5 skraldesække med tøj og mad og trangiasæt og tandbørste og vandrestøvler i læ for regnen og er klar til at finde redningsveste og grej. Bussen er forsinket og jeg er tilbage i kantinen for at drikke kaffe med de andre dybt forventningsfulde mennesker, jeg skal tilbringe de næste tre dage med.

Efter en lang køretur pakker vi kajakkerne et sted i Norge blandt bjerge og marker og en vej hvor jeg endnu ikke har set en bil. Jeg har fået varmen af at proppe mit liggeunderlag ned i forenden af min kajak, og jeg håber inderligt, at jeg kan få det op igen. Nu padler vi.

Solen står højt på den blå himmel, bølgerne er ikke til at se, og alt er fantastisk. Bjergene tårner sig op omkring os, og fjorden strækker sig langt foran os. Vi er på forsiden af et postkort. Vi er det billede du sender ud, når du vil reklamere for kajakture.

Efter frokost på en lille ø og mange timer senere peger vores leder op på en ø uden træer og med intet andet end lyng. Der skal vi sove i nat. Jeg skal sove i telt og lave mad med Amanda fra Sverige. Vi finder et godt sted. Vi har vores egen å i det vi kalder "hallen", i vores living room er der lige præcis plads til vores lækre liggeunderlag og på taget af vores palæ kan vi tørre tøj. Sikke et telt.
Vores pulveraftensmad og couscous smager fantastisk mindst ligeså fantastisk er udsigten. Wow. Der er så smukt at man kan begynde at græde. Vi er i midten af alting. Der er måne, der er stjerne, der er sol og der er himmel. Der er land, og der er hav.

Det regner om natten og jeg er 100% sikker på at den første solskinsdag var den eneste. Nu er det gråt og regnfuldt og helt som Norge burde være i starten af oktober. Men næ nej. Himlen er klar, og solen arbejder på at stå op. Vi spiser havregrød med lyserøde skyer og hav som baggrund og gør klar til dag nr. 2.

Dag nr. 2 er straks værre. Vi skal ud til havet og det blæser. Vi holder os selvfølgelig tæt på kanten, men det betyder ikke at bølgerne forsvinder. Vi bliver gode til at padle i modvind og sidevind, og fryser, det gør vi i hvert fald ikke. Efter et langt og sejt og lige-på-grænsen-træk rundt om et fyrtårn spiser vi frokost bag et skur og nyder solen. Det blæser, og jeg kan ikke regne ud hvordan jeg nogen sinde skal komme frem i den kajak.

Vi padler og padler og endelig endelig endelig peger vores leder på en lille tætbevokset ø, vi er fremme. Han siger at der findes en ged på øen, en ged med kæmpe horn. Hvis den løber efter os skal vi stille os mellem to tætstående træer, så sidder den fast hvis den løber efter os. Jeg tør ikke rigtig tro ham. Amanda og jeg sætter vores telt op på gedens sti, og diskuterer lidt hvem der skal ligge med hovedet ved dens forspor. Der er helt skyfrit og stjerneklart. "I don't need a flash light" siger Amanda -"I've got the moon." Den var rund og fantastisk, og igen kunne man græde af lykke.

Jeg vågner af en "mææææh mæææh" lyd, men kan dog godt genkende menneskestemmen udenfor teltet. Ha!- mig narrer man ikke, der er jo ingen ged, det er blot lederen. Ca. 3 minutter senere står jeg bag et træ. Jeg hører noget i vandet og tænker at det var dog underligt nogle var i kajakken så tidligt. Op af havet stiger en kæmpe ged. Den har horn så store at jeg tror det er løgn. Jeg kigger op af træet, og beslutter mig hurtigt for, at hvis geden løber efter mig, så kan jeg snildt klatre op så hurtigt at den ikke har en chance. Lidt som de gør i tegnefilm. Og jeg er seriøs. Jeg er bange for hunde, og pludselig er der en kæmpe ged på denne lille bitte ø.

Nu skal i spænde hjelmen, nu bliver jeg bange. 

Den tredje dag kommer an på vinden, fortæller vores leder os. Der er en vig/bugt, og vi vil gerne krydse den. Hvis dette er for farligt må vi dog følge land, og det kan blive op til 8 km ekstra. Vi prøver ikke engang at krydse. Bølgerne er for høje. Sagen er den, at bølgerne i sig selv ikke er så forfærdeligt slemme. Men de trækker kajakken ud mod havet. Og hvis man ikke kan padle i mod, ja, så er det svært. Og hvis bølgerne kommer ind fra siden og man vælter, så er det også ikke så godt.

Jeg sidder i kajakken i læ fra vinden og vi har et lille hvil. Reda fra Marokko holder fast i min kajak mens han finder sin vanddunk. Bagefter trækker han en pose småkager op og tilbyder mig. Det er det bedste man kunne drømme om. Lidt sødt, lidt energi og lidt til den snigende sult. Vi sidder der og vipper lidt på bølgerne, og jeg tænker at det hele jo egentligt er fint nok. -Ja, jeg har endda allerede lavet en lykkesang om hvor lykkelig jeg er, fordi alt er så fantastisk smukt.

Nu skal vi krydse et nyt sted med kortere strækning. Jeg padler ud i det og bliver trukket forfærdeligt meget den forkerte vej. Det er ikke rart. Vinden er hård og jeg er sikker på at jeg vil falde i. Den kommer direkte fra siden og det samme gør bølgerne. Jeg er bange. Men jeg arbejder videre. Nogle folk er bag mig, nogle er foran. Jeg føler mig ikke tryg. Til min redning kommer vores leder Joakim dog og råber at vi skal vende om. Hvis man har problemer efter 10 meter bliver det svært. Åh, hvor er jeg glad. Og skræmt. Så meget vand...

Vi padler videre lang kanten og ender med at krydse et andet sted. På halvvejen river vinden padlen ud af min højre hånd og jeg sidder bare helt stiller og beder til at jeg ikke falder i, og koncentrerer mig om at slappe af så jeg kan vippe lidt med bølgerne. Vinden har grebet fat i nogle af de andres padler og det er ikke super skægt. Da den har lagt sig lidt vil jeg bare ind. Vupti vupti og jeg har energi fra et hemmeligt sted. Så. Det var det, nu bliver det ikke værre.

MEN MEN!!

Da vi endelig endelig endlig er nået rundt i den lange vig og padler ind i den fjord der fører til Flekkefjord er jeg glad. Men bølgerner er super høje, og det er slet ikke så rart og idyllisk og fredfyldt som jeg havde forestillet mig. Jeg sidder fast i en masse tang og råber om hjælp. Lidt til mig selv, lidt bare fordi jeg godt kunne bruge lidt hjælp fra en supermand et sted fra. På et tidspunkt bliver vi bedt om at vende om, og det er lidt surt synes jeg. Jeg skal padle 10 meter tilbage igen, og det er langt. Vi sidder alle en lille smule i læ, og bliver bedt om at stige op af kajakkerne. Jeg går først. Jeg glider på tangen og falder i vandet til navlehøjde. Jeg prøver igen, og igen og endelig står jeg på tangen. Så glider jeg igen.

Her stopper min kajaktur. Naturen vandt. Vi nåede ikke tilbage til skolen, men vi nåede en masse andet. Vi slæbte kajakkerne op på land og lå i græsset og håbede skolen kunne arrangere at få os hentet. Vi var trætte men glade. Og ikke så kolde. Vi havde alle fået en masse sol i ansigtet, vi var ømme i skuldrene og armene, og vi havde haft et brag af en oplevelse.