Klokken var 12:05 og jeg fyldte mit vandglas op sammen med Sophia, en anden dansker. En pige fra Botswana havde netop fortalt os om fisk i træerne, og vores verden var blevet vendt på hovedet.
Vi blev enige om, at det var noget at skrive hjem om.
Sidste onsdag gik vi igang med tre dages førstehjælptræning. Vi lærte om sikkerhed, faresignaler, forbindinger og hvordan man tackler alt fra hjertetilfælde til chok og forbrændinger.
Derefter havde vi MUN
MUN står for Model United Nations og fungerer som et stort rollespil, hvor alt foregår som var vi i FN. Vi har en stor velkomst, vi har generalsekretærer og præsidenter, vi har kommitteer, formænd (chairs), repræsentanter fra forskellige nationer (delegates), bruger ingen personlinge pronomener og diskuterer virkelige verdenssituationer. Vi forholdte os til problematikker og interne nationale forhold, havde åbningstaler og skrev beslutninger (resolutions). Jeg var i den kommitte der behandler sociale og humanitære forhold og hed SOCHUM. Vi diskuterede "Anti-gay law i Uganda" og "Presse- og ytringsfrihed i lande i Mellemøsten".
Det vildeste var, at der jo var folk fra stort set alle de repræsenterede lande.
Det er ikke blot en elev fra Columbia der repræsenterer Rusland, nej det er dermed også en pige fra Rusland der stiller ham skarpe spørgsmål samtidig med at de diskuterer med pigen fra Namibia der skal forestille at være fra Kina. Det er ikke blot en frokostpause under emnet om Uganda, nej det er en frokostpause hvor man lynhurtigt opsøger drengen fra Uganda, så man kan få stillet skarpt på nogle spørgsmål og være endnu mere forberedt på næste runde.
 |
| Gautham (Indien) og jeg, var repræsentanterne fra Nigeria |
.jpg) |
| SOCHUM |
Jeg var sammen med en dreng fra Indien repræsentant fra Nigeria. Jeg diskuterede nogle forhold i Nigeria med en elev fra Nigeria og drengen fra Indien lånte noget tøj af ham, så han så meget afrikansk ud. Jeg prøvede at følge med, og lånte tøj af en pige fra Namibia.
I det sidste store møde diskuterede vi Millennium Goals, som jo skulle være opnået dette år. Alle lande skulle have styr på hvad de havde gjort for at opfylde målene, og derefter startede debatterne. Det var mest Rusland, Kina, England og USA der fyldte rummet, men vi fra Nigeria fik blandet os lidt. Vi havde lange snakke med Kina om, hvorfor vi var afhængige af vores eksport af olie til USA og derfor ikke bare kunne vende dem ryggen. Kina gav os muligheder for en masse måder at samarbejde på, og det blev egentlig helt normalt at tale et sprog der lød nogenlunde som dette:
"The delegate of the Federal Republic of Nigeria is due to numerous reasons and circumstances not willing to ... but does offer the opportunity of... the Delegate now yields the floor back to the President."
Oven i alt dette var der en presse der gik mellem rådene, tog billeder og fangede gode øjeblikke, kørte en twitter-profil og holdt et talk-show med de mest markante repræsentanter.
Vi havde også security der tjekkede os for personlige gadgets og hvad vi nu kunne finde på at medbringe, sendte vigtige sedler mellem repræsentanterne, og gik rundt med øresnegle og knivskarpe solbriller.
Dagene er også gået med vandreture, lektier, en lille gang sygdom, og hvad der nu sker på skolen.
I dag er det lørdag, og jeg har været i et klasselokale for at lave lektier hele dagen.
 |
| Fra en vandretur på det bjerg man hele tiden kan se, men aldrig rigtig har set. |
 |
| Fra toppen! |
 |
| Fra en anden vandretur - masser af sne! |
Forleden tog jeg til en "kælkebage" som nu egentlig var et dejligt stort bjerg, og viste en fra Hong Kong, en fra Uruguay, en fra Venezuela og en fra Costa Rica, hvad det der med at kælke egentlig går ud på. De havde aldrig prøvet det før, og siden jeg var "the Nordic" skulle jeg vise hvordan man gør. Jeg har aldrig før tænkt over at mange kunne være god til at kælke, men erfaring tager nu aldrig skade. Især ikke hvis der kun er en kælk og resten handler om at finde balancen på en plastikpose, og derefter drøne derned af.
Om to ugerer der skitur, og det glæder jeg mig meget til. Jeg kender endnu ikke halvdelen af de ting jeg vil opleve næste uge, og det er det der får en uge til at synes som en måned, og næsten et halvt år på RCN til at synes som en evighed. Det er nu ret magisk.
Mange hilsner, og et kæmpe stykke is
-Katrine
.jpg)
