En UWC-oplevelse: Refleksjoner

Et år i Norge

Jeg folder min hættetrøje sammen og putter den op mod flyvinduet. Jeg lægger stille mit hoved på min nye pude og prøver på ikke at bevæge mig for meget. På min venstre skulder ligger Ulrikke og sover. Og på Ulrikkes venstre skulder ligger Sophia. Vi har nu været undervejs i 15 timer, hvis ikke man medregner den vandretur, vi har været på siden vi forlod skolen. På en anden side af vinduet strækker et usandsynligt fladt landskab sig pænt delt ind i kvadrater med fine marker. Jeg er egentlig lidt nervøs for at være på vej tilbage. Siden 11. januar, da jeg sidst forlod Danmark og tog mod de fjorde og bjerge jeg bliver mere og mere forelsket i, er der godt nok sket meget. Jeg kan ikke overskue, hvad det har gjort ved mig, og hver gang jeg er begyndt på at skrive det ned, har jeg hverken vidst, hvor jeg skulle starte, eller hvad der skulle komme derefter.

Bag mig ligger fem måneder på RCN og før de fem, fem andre. Jeg får kuldegysninger af at tænke, at de mennesker der har fyldt mit ansigt med smil og min mave med sommerfugle og glæde nu er spredt ud over hele verden. Min gode veninde er på sin vej mod Swaziland og min kære kajakmakker med direkte kurs mod Indien. Jeg glæder mig til at drikke rigtig kaffe og spise nybagt rugbrød og frugt til jeg segner.

Jeg har nået et sted, hvor jeg må kigge tilbage i mit fotoalbum for at huske dette forår, og åbne min kalender for at fremkalde sidste mandag. Jeg er nået til et sted, hvor jeg er så lykkelig, at jeg ikke kan have det i min krop, og hvor jeg holder så meget af mennesker og oplevelser, og hvor jeg lever og bor, at jeg slet ikke kan forstå, at det er virkeligt. Jeg har været igennem måneder, hvor weekender var fede fordi der så var ekstra lang tid til at lave skolearbejde, og hvor man sagtens i flere uger ville vågne halvanden time før skolestart, så man kunne nå at lave lektier inden dagen gik løs. Jeg har været i kajak utallige gange og var efter mine første gange i vandet med sne omkring mig ikke længere bange for den norske fjord. Jeg har grinet så meget under min aftensmad, at det kunne tage halvanden time at spise en tallerken med noget, hvor jeg ingen anelse havde om halvdelen af ingredienserne, og jeg har haft fester på mit badeværelse om morgenen med så mange grin, at hele dagen har været skøn. Jeg har lært mig selv at sove så snart jeg ligger ned, så ikke jeg mister søvntimer, og jeg er blevet så uhyrlig god til at komme ned af stigen fra min overkøje, at jeg kan gøre det i søvne og stadig undgå diverse brødristere og skraldespande jeg skulle møde på min vej. Jeg har drukket vand af kilder, vandret i bjerge og skreget forårsskrig. Jeg har plukket blomster til mit værelse, haft impulsive te-aftener og gåture, spist frokost i vinterjakke blot fordi der var en solstribe, og haft så mange møder på en dag at de ikke kunne tælles på min hånd. Jeg har memoreret den norske nationalmelodi og sunget den en hel dag med min veninde fra Paraguay mens hele skolen gik optog omgivet af bunader og flag, og derefter solgt is til alle, samtidig med jeg ihærdigt har prøvet at vende femoghalvfjerds til et på norsk forståeligt nummer, og stadig sige det rigtige.

Jeg har vandret op på et bjerg med hele skolen for at fejre første maj, og jeg har taget på kanotur blot for at ligge på en mark med ansigterne vendt mod solen. Jeg er gået til morgenmad for derefter at møde min pakistanske ven klædt ud som en filmfigur, blot fordi han havde haft lyst samme morgen, og jeg har været på skitur hvor alle pauserne bestod i at lære de andre, hvordan man danser En lille, en lille, en lille and med vinge. Jeg har lavet kajaktaxaer med norske børn og sunget norske børnesange med dem i min rolle som chauffør. Jeg har optrådt i en teaterforestilling som utilnærmelig, usympatisk doktor og jeg har tilbragt nætter på lufthavnsgulve så kolde, at selv tre jakker ikke havde nogen effekt. Jeg har taget gode beslutninger og fået en masse til at klappe, og jeg har taget andre beslutninger hvorefter jeg har været en smule bagklog.

Jeg har nu været i Danmark i 24 timer, og har allerede sagt: ”Nej, jeg er fin” og efter en lur sagt to hele sætninger til min søster på engelsk, og så indset at det ikke var dansk. Jeg har lånt bøger på biblioteket så jeg kan arbejde på mine skoleprojekter, og jeg har genkaldt hvordan man bruger gear på en cykel.

Jeg vil bruge min sommer på at have det godt og modarbejde et koks næste efterår, og vil derfor få nogle ting for hånden.

Mange knus fra en yderst glad Katrine der ikke kan forstå hvor året blev af, men på den anden side føler det ufatteligt, at det kun har været ét år. Hun glæder sig til det næste.