OG SÅ ER DER ELLERS FART PÅ

Og vi er tilbage!

BUSSEN VAR KNAP NOK ANKOMMET PÅ CAMPUS ENGANG FOR TO UGER SIDEN, FØR TRETUSINDE TING VAR OM ØRERNE PÅ OS. 

I DAG VILLE JEG IKKE STILLE SPØRGSMÅLSTEGN VED DET, HVIS NOGEN PRØVEDE AT BILDE MIG IND, AT DE TO SENESTE UGER, FAKTISK HAVDE VARET 2 MÅNEDER. 

Jeg har det godt. Nye roommates, 102 nye mennesker, nye klasser, og et helt nyt dog gammelt liv. 

Jeg sidder på en sofa min ene værelseskammerat (Amanda, Sverige) har arvet fra sin gamle roommate, og ved siden af mig på en stol sidder Lee, en af mine nye room mates. Lee er fra Laos og min anden room mate, Meriem, er fra Marokko. 

De sidste to uger har været vilde, men også fantastiske. Den første uge var der ingen der gik i skole, men det var en stor introuge. Her var vi mange andenårselever der havde troet, at vi ville have en masse tid. Det havde vi ikke. Der var program og møder og ting at tage sig til hele tiden. Men det var skønt. 

I morges vågnede jeg op til en besked der bad mig om at være ved bådhuset kl. 9.30 så jeg kunne være kajakleder på en kajaktur. Jeg vinkede farvel til vasketøjet og tog ud for at padle lidt. Efter jeg i går var til Førde Opp, et kæmpe løb hvor vi "løb" 3 km op af et 700 m højt bjerg (ja, det var vanvittigt utroligt stejlt) havde jeg dog liiidt ondt i kroppen. 

Jeg er i disse dage igang med at planlægge og gennemføre en Peace Conference vi på skolen er midt i, og i morgen er det den uge jeg står for, som går i gang. 

Peace Conferencen varer en måned, og har en uge med hver af følgende temaer:

-What is Peace?

-Personal Peace

-Community Peace

-Political Peace

Den ender ud i Peace One Day, UWC Day, og besøg fra den norske dronning, da skolen fylder 20 år. 

I næste uge skal vi dyrke yoga, meditere, gå ture i stilhed, og lære om at være i nuet og acceptere os selv. 

Åbningsceremonien vi havde før alt dette begyndte var magisk. Det var mig og nogle andre der havde stået for den, og alt gik bare op i en højere enhed. Vi havde været på skolen sammen i en uge, og mødtes alle, klædt i hvidt i auditoriet kl. 23:00 fredag aften. Her blev lokalet fyldt af tavse elever mens Iikka fra Finland spillede det smukkeste musik på klaver. Vi havde alle til at sige "fred" på deres sprog, havde Saurabh fra Indien til at spille på små indiske trommer mens vi uddelte Peace Passports, en magisk lille bog med plads til refleksioner og stempler fra de forskellige aktiviteter, havde Dan (en svensklærer) til at synge utroligt smukt, havde introduktion, og endte alt i en lang Peace Walk gennem campus. Gåturen endte i en stor cirkel i stilhed, og alle med hver deres lys. Jeg gik forrest, og når jeg vendte mig om, kunne synet slet ikke beskrives. Ved at se billeder, kan i måske få fornemmelsen af, at der skete noget ganske særligt. 

Jeg har gang i utrolig mange ting, og det er fedt og vildt og hårdt. 

Jeg håber, at jeg har givet et lille indtryk af mit nye liv i mit gamle liv. Eller hvordan det nu kan formuleres, når halvdelen af befolkningen der hvor man bor skiftes ud over en sommer. 

Tusinde knus. 

Refleksjoner

Et år i Norge

Jeg folder min hættetrøje sammen og putter den op mod flyvinduet. Jeg lægger stille mit hoved på min nye pude og prøver på ikke at bevæge mig for meget. På min venstre skulder ligger Ulrikke og sover. Og på Ulrikkes venstre skulder ligger Sophia. Vi har nu været undervejs i 15 timer, hvis ikke man medregner den vandretur, vi har været på siden vi forlod skolen. På en anden side af vinduet strækker et usandsynligt fladt landskab sig pænt delt ind i kvadrater med fine marker. Jeg er egentlig lidt nervøs for at være på vej tilbage. Siden 11. januar, da jeg sidst forlod Danmark og tog mod de fjorde og bjerge jeg bliver mere og mere forelsket i, er der godt nok sket meget. Jeg kan ikke overskue, hvad det har gjort ved mig, og hver gang jeg er begyndt på at skrive det ned, har jeg hverken vidst, hvor jeg skulle starte, eller hvad der skulle komme derefter.

Bag mig ligger fem måneder på RCN og før de fem, fem andre. Jeg får kuldegysninger af at tænke, at de mennesker der har fyldt mit ansigt med smil og min mave med sommerfugle og glæde nu er spredt ud over hele verden. Min gode veninde er på sin vej mod Swaziland og min kære kajakmakker med direkte kurs mod Indien. Jeg glæder mig til at drikke rigtig kaffe og spise nybagt rugbrød og frugt til jeg segner.

Jeg har nået et sted, hvor jeg må kigge tilbage i mit fotoalbum for at huske dette forår, og åbne min kalender for at fremkalde sidste mandag. Jeg er nået til et sted, hvor jeg er så lykkelig, at jeg ikke kan have det i min krop, og hvor jeg holder så meget af mennesker og oplevelser, og hvor jeg lever og bor, at jeg slet ikke kan forstå, at det er virkeligt. Jeg har været igennem måneder, hvor weekender var fede fordi der så var ekstra lang tid til at lave skolearbejde, og hvor man sagtens i flere uger ville vågne halvanden time før skolestart, så man kunne nå at lave lektier inden dagen gik løs. Jeg har været i kajak utallige gange og var efter mine første gange i vandet med sne omkring mig ikke længere bange for den norske fjord. Jeg har grinet så meget under min aftensmad, at det kunne tage halvanden time at spise en tallerken med noget, hvor jeg ingen anelse havde om halvdelen af ingredienserne, og jeg har haft fester på mit badeværelse om morgenen med så mange grin, at hele dagen har været skøn. Jeg har lært mig selv at sove så snart jeg ligger ned, så ikke jeg mister søvntimer, og jeg er blevet så uhyrlig god til at komme ned af stigen fra min overkøje, at jeg kan gøre det i søvne og stadig undgå diverse brødristere og skraldespande jeg skulle møde på min vej. Jeg har drukket vand af kilder, vandret i bjerge og skreget forårsskrig. Jeg har plukket blomster til mit værelse, haft impulsive te-aftener og gåture, spist frokost i vinterjakke blot fordi der var en solstribe, og haft så mange møder på en dag at de ikke kunne tælles på min hånd. Jeg har memoreret den norske nationalmelodi og sunget den en hel dag med min veninde fra Paraguay mens hele skolen gik optog omgivet af bunader og flag, og derefter solgt is til alle, samtidig med jeg ihærdigt har prøvet at vende femoghalvfjerds til et på norsk forståeligt nummer, og stadig sige det rigtige.

Jeg har vandret op på et bjerg med hele skolen for at fejre første maj, og jeg har taget på kanotur blot for at ligge på en mark med ansigterne vendt mod solen. Jeg er gået til morgenmad for derefter at møde min pakistanske ven klædt ud som en filmfigur, blot fordi han havde haft lyst samme morgen, og jeg har været på skitur hvor alle pauserne bestod i at lære de andre, hvordan man danser En lille, en lille, en lille and med vinge. Jeg har lavet kajaktaxaer med norske børn og sunget norske børnesange med dem i min rolle som chauffør. Jeg har optrådt i en teaterforestilling som utilnærmelig, usympatisk doktor og jeg har tilbragt nætter på lufthavnsgulve så kolde, at selv tre jakker ikke havde nogen effekt. Jeg har taget gode beslutninger og fået en masse til at klappe, og jeg har taget andre beslutninger hvorefter jeg har været en smule bagklog.   

Jeg har nu været i Danmark i 24 timer, og har allerede sagt: ”Nej, jeg er fin” og efter en lur sagt to hele sætninger til min søster på engelsk, og så indset at det ikke var dansk. Jeg har lånt bøger på biblioteket så jeg kan arbejde på mine skoleprojekter, og jeg har genkaldt hvordan man bruger gear på en cykel.

Jeg vil bruge min sommer på at have det godt og modarbejde et koks næste efterår, og vil derfor få nogle ting for hånden. 

Mange knus fra en yderst glad Katrine der ikke kan forstå hvor året blev af, men på den anden side føler det ufatteligt, at det kun har været ét år. Hun glæder sig til det næste.

Fejring af 1. maj.

Midt i maj, og udsigten kun 20 min. fra skolen. 

17. maj i Flekke.

Graduation for andenårseleverne. 

Kom sol, kom sommer, kom farver

Hey!

Klokken er 17.10 og om 20 minutter drøner jeg over og spiser aftensmad, før jeg smutter til yoga og derefter skal øve teater. Jeg har lavet lektier siden klokken to, kun afbrudt af en ultra spontan kanotur på 30 min, fordi jeg spottede to piger i en kano ud af vinduet, og blev nødt til at være med.

En stor begivenhed der prydede både asfalt og efterfølgende badeværelser med farver, var HOLI sidste weekend. En indisk forårsfestival - the festival of colors/ the festival of love. 

Her varmer vi op med farver i hænderne. Det kan godt være det er varmt i Indien, men i Norge fejrer vi forår selv når det regner.

Tao (England), Pablo (Costa Rica), og ja - mig!

Der blev danset. Ingen skulle fryse!

Sidste uge var himlen pludselig klar og solen kunne bare slet ikke lade være med at skinne.

Folk var i hængekøjer og på græsset.

Maden blev spist udenfor.

Jeg fandt pludselig mig selv i en diskussion om ægteskab, kærlighed og datingkultur. Nogles forældre blev gift fordi faderen så moderen og bad hendes far om hendes hånd, nogle ser ikke grunden til ægteskab, og pludselig diskuterede vi datingkultur og hvordan folk overhovedet ender med at blive gift. Da en dreng fra Sverige havde et klart syn på hvordan dating fungerer i USA, og lagde sit syn ud, sagde jeg som refleksion, at jeg gerne ville høre en amerikaners synspunkt på det. Intet problem. To meter fra os sad Dylan fra Florida og klappede kage med en fra Costa Rica. Og sådan er det så magisk. Vil du gerne høre om hvad en fra Brasilien tænker om dine tanker om dit og dat? 

-Fint, vi kalder lige på hende. 

Det er ret vildt.

Jeg er også blevet kajakleder, og skal derudover også ro/sejle(arghh?) kajak hver torsdag med lejrskolebørn fra Norge.

Hej fra mig og alle de andre!

Er hverdag hverdag, bare fordi det sker hver dag?

Er hverdag hverdag, bare fordi det sker hver dag?

Jeg sad med god musik i ørerne og endte ved en fejl-googling på en blog fra nogle danskere, der var på RCN nogle år tilbage. Musikken og ordene tog mig med på en rejse gennem alle de vilde ting de oplevede, og jeg tog mig selv i at tænke: "Ahh, det vil jeg også." 

Så gik det op for mig, at det da egentlig var en skør tanke. 

Det er jo det jeg er lige midt i. 

Hvor skal jeg bare gribe det. 

Men også huske det. 

Det må ikke blive hverdag at tage på aftentur med en ven fra Lesotho eller at diskutere politiske handlinger i Egypten, med en egypter. Det må ikke blive hverdag at have en fjord og bjerge omkring sig, at øve sig på spansk med en fra Botswana, og at danse på badeværelset med sin britiske roommate mens man ved hjælp af sin trøje pludselig har fire arme, og bare kan give den gas. 

Det må det ikke. Men det bliver det vel lidt. 

And maybe that is the beauty of it. 
Jeg mener. Hvor er det smukt. Når jeg sidder her og skriver hvor folk er fra, føles det egentlig helt skørt. De er jo bare folk. Mine venner. Min nabo, min roommate, min sidemakker i spansk, eller hende jeg havde det sjovt med på skiferien. 
Nogle gange befinder jeg mig i situationer hvor jeg må nive mig selv i armen for at kigge mig omkring og indse hvad jeg er midt i, men nogle gange skænker jeg det ikke en tanke. 
Det gør ikke noget hvor du er fra, hvilket sprog du snakker, eller hvor langt du rejste for at komme her. Det gør dig hverken mere eller mindre skøn. Vi er her sammen. Vi bliver venner på kryds og tværs. 
Og det er smukt. 

TID

I denne uge fik vi vores førsteårsdanskere at vide, og seks nye elever er klar til at hoppe ind på RCN som førsteårselever efter sommerferien. 

Men hvad sker der? Det var jo mig i forgårs? Og så alligevel overhovedet ikke. 

Jeg er netop ankommet, og ansøgningsprocessen, forventningerne og det at gå i gymnasiet er kun få uger siden. For mindre end 8 måneder siden aldrig havde været her. 

Det sted hvor den ene dag tager den anden, og jeg nogle gange ikke engang opdager at det er blevet aften før klokken er 23 og jeg næsten ikke kan stå oprejst. 

Det er svært at putte i en boks hvordan jeg har det, for jeg ved hverken hvilken form boksen har, hvad jeg skulle putte i den, eller om jeg overhovedet kan se den. 
Når jeg skriver til Jer, skriver jeg ofte de ting der sker omkring mig, men så på den anden side slet ikke. 

Tingene sker jo bare. I går var jeg i skole, hang derefter ud med min roommate og dansede lidt, så spiste jeg lynhurtigt aftensmad med nogle af mine gode venner (fra Libanon, Lesotho, Marokko og ja.. de otte andre der maste sig ned omkring det runde 7 mands-11 mands hvis man er stædig-bord). 

Så drak jeg te med min veninde fra Costa Rica, og tog til noget vi kalder World Today. 

Nogle gange holder elever oplæg, og nogle gange får vi gæstetalere på besøg. 

Sidste uge holdt den organisation jeg er medlem af LEAF (Living Environmental and Friendly) oplæg med titlen "Development and sustainability - a contradiction i terms?"  

Vi diskuterede dilemmaer i udviklingen af lande, nye syn på bæredygtig udvikling, og hvordan politikkerne og fremgangsmåderne burde være i alt dette. 

Drengen fra Maldiverne har syn på vandstigningen, den Ungarnske økonomilærer tænker på en anden måde, hans kone er begejstret for vores entusiasme, og drengen fra Ecuador kan bidrage med en masse til det emne vi diskuterer, da det omhandler en regnskov i Ecuador der har en masse olie under sig, og om skoven skal bevares, eller olien hentes. Et dilemma.

Lørdag var der AFRICAN DAY

-jeg havde glædet mig siden der var asiatisk basar i efteråret

Jeg stod tidligt op og lavede lektier. Ved 12 tiden hjalp jeg to piger med at stille et telt op til den afrikanske basar vi havde, og pludselig var klokken 13, og basaren begyndte. 

En basar går ud på at alle, fra det kontinent basaren omhandler, her afrika, har hver deres bod, -fordelt efter hvilket land de er fra. 

Her har de information, er klædt i nationaltøj (eller noget der ligner), har måske smagsprøver, ansigtsmaling, musik, eller små konkurrencer. Vi andre går så (super frivilligt og vildt lykkelige) rundt i to timer, og hører om hvilken form for kaffe de drikker i Etiopia, hvad flest folk arbejder med i Kenya, hvad det orange sjove mad fra Ghana er lavet af, eller hvad historien er bag Sydsudan og Sudan. 

Alt sammen fortalt af mennesker der kommer fra et liv midt i det.

Om aftenen var der afrikansk mad lavet af en masse elever, og køen i kantinen, var så lang at folks øjne trillede ud af hovederne, da de så den. 

Men det var ok. Maden var det hele værd. 

Derefter var der afrikansk show.

Jeg var med i den første act, men ellers var det mest afrikanere, og så forskellige folk, der var med lidt på kryds og tværs. 

Vi dansede til lidt efter midnat, og så jeg gik i seng.

Søndag morgen stod jeg tidligt op, løb en tur, dyrkede yoga, og lavede lektier i løbet af dagen med min græske roommate i biologilokalet. -siden der er fisk (jeg tror, det er grunden...) var der dejligt varmt. 

Søndag aften tog jeg til persisk nytår. 

Vi er nu i år 1394. 

Der var dækket op med alle mulige lækkerier medbragt fra Iran, og vi hørte om historien bag nytåret, om hvad de forskellige ting på et persisk nytårsbord symboliserer, og ellers gik snakken bare. 

Pludselig befandt jeg mig midt i en ret vild samtale. 

Det var mig, Christina min roommate fra Grækenland, en dreng fra Italien, en fra Egypten og en fra Yemen. 

Vi diskuterede stort. 

Ord fra latin blev vendt på hovedet, religioner blev sammenlignet og jeg havde så mange aha-oplevelser at de ville være umulige at tælle.

Nå ja. Så blev det mandag, lørdagen efter skrev jeg indlægget og i dag onsdag arbejder jeg lidt på det igen.

Det er den første april og det sner. 

Det må være en joke.

En aprilsnar.

Den må have krævet planlægning.

Jeg er imponeret.

Tusinde knus og god april!

-Katrine

Vent hvad? Klokken er 06.30, og det er lyst!?

HEJ!

Det er torsdag, og jeg sidder med spansklektier, lytter til Pink Floyd, og følte lige, at jeg ville dele et par ting med Jer. 

På lørdag har vi African Show, og det burde virke at trykke HER! og så se videoen der skal gøre alle klar til et brag af en dag med basar, show og en masse dans!

Her er Sweden House, mit hus. Billede til Year Book!

Dette billede er fra nordlys i efteråret, men det er så skønt, at det ikke gør noget hvornår det er fra. Det er btw mig til højre!!

Jeg har teater som valgfag! Billede til Year Book!

Få ord, jeg ved det. Men jeg har det godt, og tiden flyver. 

Dagene bliver længere, og nu er det forår!

Der er to minutter til dansk!

Klokken er 12.43 og jeg har to minutter før min dansktime starter.

Hermed starter skolen også for alvor igen.

Sidste uge var fyldt med ski.

Alle førsteårseleverne tog en uge på skitur 3.5 timer fra skolen,

og det var fantastisk.

Nu er min lærer her.

Se de skønne billeder!
-Fortællinger følger! 

Min skønne hytte!

Her sov vi en nat!

Her boede vi!

DANEger!

Hvor vi fik frokost den anden dag på langrend!

Noget at skrive hjem om

Klokken var 12:05 og jeg fyldte mit vandglas op sammen med Sophia, en anden dansker. En pige fra Botswana havde netop fortalt os om fisk i træerne, og vores verden var blevet vendt på hovedet. 

Vi blev enige om, at det var noget at skrive hjem om.

Sidste onsdag gik vi igang med tre dages førstehjælptræning. Vi lærte om sikkerhed, faresignaler, forbindinger og hvordan man tackler alt fra hjertetilfælde til chok og forbrændinger.

Derefter havde vi MUN

MUN står for Model United Nations og fungerer som et stort rollespil, hvor alt foregår som var vi i FN. Vi har en stor velkomst, vi har generalsekretærer og præsidenter, vi har kommitteer, formænd (chairs), repræsentanter fra forskellige nationer (delegates), bruger ingen personlinge pronomener og diskuterer virkelige verdenssituationer. Vi forholdte os til problematikker og interne nationale forhold, havde åbningstaler og skrev beslutninger (resolutions). Jeg var i den kommitte der behandler sociale og humanitære forhold og hed SOCHUM. Vi diskuterede "Anti-gay law i Uganda" og "Presse- og ytringsfrihed i lande i Mellemøsten".

Det vildeste var, at der jo var folk fra stort set alle de repræsenterede lande.

Det er ikke blot en elev fra Columbia der repræsenterer Rusland, nej det er dermed også en pige fra Rusland der stiller ham skarpe spørgsmål samtidig med at de diskuterer med pigen fra Namibia der skal forestille at være fra Kina. Det er ikke blot en frokostpause under emnet om Uganda, nej det er en frokostpause hvor man lynhurtigt opsøger drengen fra Uganda, så man kan få stillet skarpt på nogle spørgsmål og være endnu mere forberedt på næste runde.

Gautham (Indien) og jeg, var repræsentanterne fra Nigeria

SOCHUM 

Jeg var sammen med en dreng fra Indien repræsentant fra Nigeria. Jeg diskuterede nogle forhold i Nigeria med en elev fra Nigeria og drengen fra Indien lånte noget tøj af ham, så han så meget afrikansk ud. Jeg prøvede at følge med, og lånte tøj af en pige fra Namibia.

I det sidste store møde diskuterede vi Millennium Goals, som jo skulle være opnået dette år. Alle lande skulle have styr på hvad de havde gjort for at opfylde målene, og derefter startede debatterne. Det var mest Rusland, Kina, England og USA der fyldte rummet, men vi fra Nigeria fik blandet os lidt. Vi havde lange snakke med Kina om, hvorfor vi var afhængige af vores eksport af olie til USA og derfor ikke bare kunne vende dem ryggen. Kina gav os muligheder for en masse måder at samarbejde på, og det blev egentlig helt normalt at tale et sprog der lød nogenlunde som dette: 

"The delegate of the Federal Republic of Nigeria is due to numerous reasons and circumstances not willing to ... but does offer the opportunity of... the Delegate now yields the floor back to the President."

Oven i alt dette var der en presse der gik mellem rådene, tog billeder og fangede gode øjeblikke, kørte en twitter-profil og holdt et talk-show med de mest markante repræsentanter. 

Vi havde også security der tjekkede os for personlige gadgets og hvad vi nu kunne finde på at medbringe, sendte vigtige sedler mellem repræsentanterne, og gik rundt med øresnegle og knivskarpe solbriller.

Dagene er også gået med vandreture, lektier, en lille gang sygdom, og hvad der nu sker på skolen. 

I dag er det lørdag, og jeg har været i et klasselokale for at lave lektier hele dagen. 

Fra en vandretur på det bjerg man hele tiden kan se, men aldrig rigtig har set.

Fra toppen!

Fra en anden vandretur - masser af sne!

Forleden tog jeg til en "kælkebage" som nu egentlig var et dejligt stort bjerg, og viste en fra Hong Kong, en fra Uruguay, en fra Venezuela og en fra Costa Rica, hvad det der med at kælke egentlig går ud på. De havde aldrig prøvet det før, og siden jeg var "the Nordic" skulle jeg vise hvordan man gør. Jeg har aldrig før tænkt over at mange kunne være god til at kælke, men erfaring tager nu aldrig skade. Især ikke hvis der kun er en kælk og resten handler om at finde balancen på en plastikpose, og derefter drøne derned af. 

Om to ugerer der skitur, og det glæder jeg mig meget til. Jeg kender endnu ikke halvdelen af de ting jeg vil opleve næste uge, og det er det der får en uge til at synes som en måned, og næsten et halvt år på RCN til at synes som en evighed. Det er nu ret magisk.

Mange hilsner, og et kæmpe stykke is

-Katrine