I går var det fredag. Efter skole havde jeg brugt det meste af eftermiddagen på at genfinde det skrivebord jeg, trods mine ellers ret gode rengøringsvaner, ikke havde set i et par uger. En pige jeg have mødt hurtigt på gangen, en kommende førsteårselev fra Sverige, kom pludselig ind på vores værelse med min room mate, og endte med at slå sig ned, stille spørgsmål, og snakke med os om det at gå på UWC.
Det var lidt mærkeligt. Jeg mener, her sidder vi og har det godt, og når hun kommer tilbage, ja, så er jeg væk. Noget der slog mig under vores samtale var, at lige meget hvad hun spurgte om, så kunne jeg svare, eller havde i det mindste reflekteret over det før, og jeg følte ikke, at hun på nogen måde kunne overraske mig med et spørgsmål. Wow tænkte jeg, så har jeg godt nok fået UWC-oplevelsen ind under huden (eller hvad det er man siger? - det kniber med at holde styr på ordsprogene for tiden :-) )
Jeg kan huske til min intro-weekenden til UWC, hvordan en gammel elev sagde, at han ville ønske, at det var ham der havde UWC-oplevelsen foran sig.
Pludselig sagde jeg det samme.
Men så rystede jeg hovedet og fortalte mig selv, at jeg jo stadig er midt i den. For det er jeg jo.
Selvom, jeg kun har 14 skoledage tilbage, fire uger til mine eksaminer, og alle universitetssøgende har fået alle svar der kan fåes, så er vi jo stadig i Flekke. Og det skal vi nyde!
Sidste uge var det påskeferie, jeg var på skolen, og jeg havde de skønneste dage.
Jeg brugte det meste af dagene (fra morgenmad til aftensmad) på at lave matematik, men udover det, så skete der også en masse gode ting.
Jeg så film om aftenen, gik ture under stjernerne, fejrede en fødselsdag med skumfiduser og lejrbål i en lavvu ikke så langt fra skolen, fejrede en anden fødselsdag med god morgenmad og sang om aftenen, og så blev jeg også inviteret til indisk morgenmad, var til "Superfly-temafest" og sov en masse.
Et billede fra den indiske morgenmad. Man spiser først to af retterne sammen to og to, og derefter tager man lige hvad man har lyst til. Og så var vi lidt vestlige, som en dreng fra Nepal kaldte det, og drak kaffe i stedet for te til maden.
Tilbage til min oprydning. Her er et billede af mit skrivebord. Ser det ikke skønt ud? - det synes jeg det er. På hylden ude til venstre ses en dukke. Det er et stykke keramik jeg har fået af min russiske veninde. Hun brugte den til sin kunstudstilling som en del af eksaminen for billedskunst, og da jeg gik helt i spagat over den fordi jeg syntes, at den var så smuk, da jeg så kom tilbage til mit værelse for to dage siden. - Ja så stod den der og ventede på mig. Hvor kan man bare være heldig!
Ud over hvad der står herover, så er alt godt.
Det er sådan nu, at der egentlig ikke er så mange lektier og afleveringer (tæt på ingen) - da vi mest bare går i skole og læser op til eksaminerne. Det betyder, at man kan lave skolearbejde hele tiden og aldrig. Du bliver ikke presset til det, men man når heller aldrig til et sted hvor det er nok. Man er aldrig færdig med lektierne til i morgen, for fysikbogen er stor, og den kan man godt nok bruge mange timer med.
Solen skinner (igennem skyerne), og jeg må hellere arbejde videre.
Hav det godt!
-Katrine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar