Chickens, Brazil and Future. Wait what?

As UWC pretty much is the foundation of everything happening in my life today, 

I'd say that the experience continues. 

Therefore, this blog continues. 

Yayy!

The sun is shining, the coffee good, and I’m sitting on a mosquito net.

Where am I?

I have just had “study hour” where we discussed anthropology and created different kinds of beautiful (let’s believe so) mugs and bowls. I spent my morning cooking rice and beans and cleaning the kitchen floor, and before that I ate rice porridge and did euritmia.

Yes you’re right.

This is a story about my adventures in Brazil.

“Wait what Katrine, I thought you were in India?!” 

Yes. That was the plan. 

But if you as me like to plan everything several months ahead, you do as me learn, that then plans tend to change. And so they did. And here I am. 

Taking care of three dogs, two cats, seven chickens, banana plants, rice husks, corn seeds and bulgas (flees oh my dear friends, those are not my friends… at all).

In August I wrote Ulrikke that I was without a future (plan), and after providing me with several lists of why Brazil was the only right choice for my future, I took a spontaneous decision (compared to my standard planning of anything) and booked a ticket for Porto Alegre.

The flight that should have brought me overseas was cancelled on my day of departure, and yes, it was quite a stressed Katrine who went into the train that would take her to the airport. Here she would fight for her rights and cry if it all went wrong. She needed a new plane to Brazil.

I managed to (for the first time of my life) reach a destination south of Greece and yay, it’s good.

So. Woot woot where am I now and what is going on?

Ulrikke and I are volunteering on a biodynamic farm in south Brazil. We are staying with a Swiss man who has moved to Brazil, and his kids. This morning we were six volunteers (2 from France, 1 from Italy, 1 from Brazil and the two of us) and as the French have continued their journey we’re down to four. We do not just work in a garden or watch the animals. We are fully engaged in the family, and eat, cook, play, clean, chill, talk, drink coffee and say good night and share good laughs. 

It’s beautiful.

-------------------------------------------------

If you have ever seen me around any type of animal what so ever (except from spiders, for some reason I can handle those) you’ll know, that I’m not the most comfortable person around animals that you can find (I’m probably the most uncomfortable in the entire Denmark). Due to this, it was a surprise to all (and especially to Ulrikke who laughed for a week) that I chose to take the animal care of the farm in my own hands, and I’m telling you, I’m developing great skills. My favourite thing is cleaning in the chicken house, its so calm and the sounds of the chickens remind me of one of my favourite movies from when I was a kid (I guess there were some chickens involved..)

If you have read this far you’re good. You have reached the part about my future. 

“Whaat Katrine – you have decided on anything about your future?!?” 

No, no worries, I’m still same old too confused me. 

But. I do know a month ahead. And then again. I do know, that Ulrikke and I will aim for going to Uruguay next week, and afterwards to Argentina. We hope to visit some RCN contacts and to volunteer in Patagonia.

We are alive and look exactly as always. Woolen socks and woolen sweaters. 

Many wishes and all good.

Katrine

Der er syv minutter til aftensmad, og da dette alligevel ikke er nok til at åbne min bog, så kan jeg lige så godt skrive et lille blogindlæg!

Tiden flyver og jeg har super super super travlt og om en måned er jeg hjemme igen. (Uh, jeg kan endnu ikke sige det højt...) Vi har sidste timer i morgen, så har vi en uge til at studere, og så er der ellers eksaminer! -Jeg har seks den første uge, og så fem i løbet af mandag, tirsdag, onsdag ugen efter. I alt skal jeg op i 14 eksaminer i løbet af tre uger, så den får ikke for lidt. 

Jeg er blevet utrolig hurtig til at læse og sætte små farverige ind i mine bøger, og jeg synes da også snart, at jeg kan regne en del. Fysik, det arbejder jeg stadig på. 

I sidste uge var jeg til løb, havde brunch med min "listening group" og var til teaterstykke. Det var en utrolig fri weekend og jeg nød at jeg lod mig selv gøre andet end at læse op. 

-fra løbet!

Nu skinner solen ind gennem vinduet in på biblioteket hvor jeg sidder og føler mig produktiv med Ludovico i ørerne. 

I dag havde jeg sidste spansktime. Vores argentinske lærer havde lavet "churros" (spanskrør)

til os, og så snakkede vi ellers lidt om dengang han var UWC-elev og hvordan den største forskel på livet er, at nu har vi internet på skolen :-D - på spansk selvfølgelig. 

-sidste spansktime.

I dansk havde vi quiz om Grundtvig og Blicher og Oehlenschläger (en af spørgsmålene gik ud på at stave hans navn). I matematik lærte vi om "binominal probability distribution" og i engelsk diskuterede vi litterære emner vi kan bruge i eksamen - så lidt i skole var jeg da. 

Efter skole skrev jeg en prøveeksamen i to timer, og efter et møde her kl 18 (om en halv time), har jeg en aftentime i geografi. Derefter skal jeg nok læse lidt videre, og så vil jeg gerne i seng. 

Kort med ret informationsrig blogpost vil jeg sige!

Vi ses!

Det gælder om at nyde det

I går var det fredag. Efter skole havde jeg brugt det meste af eftermiddagen på at genfinde det skrivebord jeg, trods mine ellers ret gode rengøringsvaner, ikke havde set i et par uger. En pige jeg have mødt hurtigt på gangen, en kommende førsteårselev fra Sverige, kom pludselig ind på vores værelse med min room mate, og endte med at slå sig ned, stille spørgsmål, og snakke med os om det at gå på UWC.

Det var lidt mærkeligt. Jeg mener, her sidder vi og har det godt, og når hun kommer tilbage, ja, så er jeg væk. Noget der slog mig under vores samtale var, at lige meget hvad hun spurgte om, så kunne jeg svare, eller havde i det mindste reflekteret over det før, og jeg følte ikke, at hun på nogen måde kunne overraske mig med et spørgsmål. Wow tænkte jeg, så har jeg godt nok fået UWC-oplevelsen ind under huden (eller hvad det er man siger? - det kniber med at holde styr på ordsprogene for tiden :-) ) 

Jeg kan huske til min intro-weekenden til UWC, hvordan en gammel elev sagde, at han ville ønske, at det var ham der havde UWC-oplevelsen foran sig. 

Pludselig sagde jeg det samme. 

Men så rystede jeg hovedet og fortalte mig selv, at jeg jo stadig er midt i den. For det er jeg jo.

Selvom, jeg kun har 14 skoledage tilbage, fire uger til mine eksaminer, og alle universitetssøgende har fået alle svar der kan fåes, så er vi jo stadig i Flekke. Og det skal vi nyde!

Sidste uge var det påskeferie, jeg var på skolen, og jeg havde de skønneste dage.

Jeg brugte det meste af dagene (fra morgenmad til aftensmad) på at lave matematik, men udover det, så skete der også en masse gode ting.

Jeg så film om aftenen, gik ture under stjernerne, fejrede en fødselsdag med skumfiduser og lejrbål i en lavvu ikke så langt fra skolen, fejrede en anden fødselsdag med god morgenmad og sang om aftenen, og så blev jeg også inviteret til indisk morgenmad, var til "Superfly-temafest" og sov en masse.

Et billede fra den indiske morgenmad. Man spiser først to af retterne sammen to og to, og derefter tager man lige hvad man har lyst til. Og så var vi lidt vestlige, som en dreng fra Nepal kaldte det, og drak kaffe i stedet for te til maden.

Tilbage til min oprydning. Her er et billede af mit skrivebord. Ser det ikke skønt ud? - det synes jeg det er. På hylden ude til venstre ses en dukke. Det er et stykke keramik jeg har fået af min russiske veninde. Hun brugte den til sin kunstudstilling som en del af eksaminen for billedskunst, og da jeg gik helt i spagat over den fordi jeg syntes, at den var så smuk, da jeg så kom tilbage til mit værelse for to dage siden. - Ja så stod den der og ventede på mig. Hvor kan man bare være heldig!

Ud over hvad der står herover, så er alt godt. 

Det er sådan nu, at der egentlig ikke er så mange lektier og afleveringer (tæt på ingen) - da vi mest bare går i skole og læser op til eksaminerne. Det betyder, at man kan lave skolearbejde hele tiden og aldrig. Du bliver ikke presset til det, men man når heller aldrig til et sted hvor det er nok. Man er aldrig færdig med lektierne til i morgen, for fysikbogen er stor, og den kan man godt nok bruge mange timer med.

Solen skinner (igennem skyerne), og jeg må hellere arbejde videre.

Hav det godt!

-Katrine

Hey! 

Et kort indlæg, bare med et par billeder, for at vise, at jeg har det godt.

Projekt Year Book er i gang, og vi skulle derfor alle sende billeder ind af vores værelser, og de grupper vi på den ene eller anden måde er en del af. 

Her er der et billede af den gruppe mennesker der hver morgen er i kantinen ved 7-tiden, for at spise havregryn og starte eller færdiggøre dagens lektier. Nogle gange sidder vi 7 mennesker om et bord dybt fordybede i vores egne noter, og andre gange kan vi ikke holde os fra at snakke, og starter derfor dagen med nogle dejlige grin. 

Dette billede er fra den miljøgruppe jeg er leder af.

Jeg er ikke helt sikker på, hvem der tog de følgende billeder, men de er utroligt skønne, og ville derfor dele dem. De er taget forskellige steder på campus.

Jeg tager i weekenden på skitur, og det glæder jeg mig utrolig meget til. 

Snart er det påske. 

Jeg forstår det ikke helt. 

Det er vi vist egentlig ingen der gør. 

Altså, hvor tiden blev af...

Vi ses,

Katrine

Nu skriver jeg altså et blogindlæg

Hej.

Det er onsdag og andenårseleverne har "Reading Week". 

I næste uge er der mock exams / terminsprøver. Vores førsteårselever er på skitur og laver vinter-sports-olympiade. Jeg er alene på mit værelse, og har fordybet mig selv så meget i skolearbejde, at jeg glæder mig til aftensmad, bare fordi det betyder, at jeg har en god grund til at forlade min matematikbog. 

Jeg har lavet matematik siden jeg vågnede. Fra lørdag morgen til tirsdag eftermiddag lavede jeg fysik. Det betød, at jeg læste alle kapitlerne, identificerede de formler og love jeg er forventet at kunne, skrev flash cards, læste summaries og mindede mig selv om, hvad det er jeg har lært siden sidste august. 

Det var dog svært at holde fokus, da solen slet ikke kunne holde op med at skinne.

Derfor, og så fordi jeg for to uger siden var på PBL (Project Based Learning Week) i en selvbygget snehule, synes jeg, at dette indlæg skal handle om outdoor life, og alle de gode oplevelser i vores natur, som jeg har haft på det sidste. 

MIN PBL:

Måske husker du det indlæg jeg oktober 2014 skrev om en vild kajaktur?

Det var også en PBL, og nu har jeg haft endnu en vild oplevelse.

SNEHULEN

Vores hold bestod af to danskere, to hollændere, en pige fra Costa Rica (som desværre blev syg), og vores lærer fra Sydafrika.

Vi havde været nervøse for, at der ikke ville være nok sne. Men efter 2 timers kørsel mod øst, så var der ikke andet. Vi havde taget en lavvu med, da vi ikke var helt sikre på, om vejrforholdene ville være gode nok til snehule. - men de var fantastiske.

Efter ankomst satte vi lavvu op, spiste frokost, og stod på telemarkski på snelukkede veje og omringet af bjerge og sne og sne og mere sne. Vi fandt et sted vi tænkte ville passe til en snehule, tog vores spader frem, og begyndte at skovle sne i et stort bjerg. Vi bankede på det, og sørgede for at gøre det tæt. Det blev mørkt, og vi skiede tilbage til en væltet lavvu og en knækket stang i midten (den der holder hele teltet).

Vi fiksede det, og dagen efter tog vi tilbage til snehulen, og gravede og gravede sne så meget, at vi tilsidst havde en snehule. Vi skiede tilbage, spiste aftensmad, pakkede vores lavvu ned, og tog tilbage til snehulen for at sove i den.

Nu har jeg prøvet både at dyrke yoga i en lavvu, sove i en snehule, gå rundt midt om natten omkring en lavvu for at frigøre den fra sne, holde vanter og huer og alt andet jeg har kært varmt ved at varme det under min jakke, "stå" på telemarkski, og det hele var bare fedt.

Her er vores lavvu, og mine to co-years fra Holland.

Her holder vi pause midt i snerydningen. Vi har lavet en bænk af sne :-)

Her er vi færdige med snehulen, og står på ski rundt i området. Hvis I kigger mellem de to midterste personer bagved, ser i et lille sort hul/prik - det er indgangen til vores hule.

Her er vi inde i snehulen, og er på vej i seng.

Her står vi ved siden af bilen, der var lige lidt sne vi blev nødt til at flytte, før vi kunne køre hjem igen.

 -------------------------------------------------------------

 Søndag skinnede solen simpelthen for meget til, at vi kunne lade være med at nyde den. De næste billede er fra en lille vandretur cirka en halv time fra skolen, som jeg var på med en gruppe mennesker. Vi lavede snobrød, skumfiduser, trak te, nød solen, og havde det bare rigtig godt. 

Det var alt fra mig. - nu må jeg hellere gå til aftensmad :-)

FREMHVADFORNOGET?

What are you doing next year?
You're taking a GAP-year right?
Hey, do you have any plans?
Did you apply to university?
What's your plan?

-Hey.. oh. hmm. I wish someone could tell me. 

Det er cirka sådan jeg er for tiden. Mange mange ting handler om fremtid. Hvor blev al den mindfulness af? Men måske, så har man brug for at vide noget om sin fremtid, for at kunne nyde sin nutid?
Jeg er i hvert fald begyndt at forsvinde lidt midt i matematiktimerne når det alligevel går så hurtigt, at jeg ikke kan finde en kuglepen i penalhuset før pointen er forsvundet og jeg har noget nyt at forholde mig til. Så svæver jeg hen i drømme og sommerferier.

Næste år er planen, at jeg tager et sabbatår. Jeg kunne høre på mine venner derhjemme, at mange gerne vil på højskole eller andre ting, hvor man bor sammen på værelser. Der er jeg ikke. Efter to år på femmandsværelse vil jeg sige, at jeg er blevet ret overbærende og god til at sove med tændt lys, larm og varmeapparatet så højt at jeg tror jeg har feber.

Nu drømmer jeg om noget andet.

Jeg drømmer om at komme ud, og øve mig i sprog! Yes! Sprog! Engelsk er jeg ved at have et rimelig godt tag på, dansk har jeg glemt en smule (især forholdsord), spansk øver jeg mig på, og tysk tør jeg ikke snakke fordi jeg altid ender med at blande det med spansk eller pludselig sige "Entschuldigung" når jeg skulle have sagt "Lo siento".

Så. Planer? Næ. Ideer? Tusinder.

Nånå, Mindfulness. Hvordan har jeg det lige nu? Jeg har det fantastisk. I sidste term havde jeg ufatteligt travlt og nogle gange ikke engang tid til at høre mig selv. Her for tiden kan jeg høre mig selv og andre så højt, at jeg nærmest må skrue ned. Giver det mening? Jeg mener, at jeg har masser af tid til at slappe af og være sammen med folk. Masser af tid er måske nok relativt, men det er i hvert fald skønt.

Det måtte jo ske. Efter at have levet i Narnia i to uger smelter isen, og nu ligner det snart forår. 

Et tegn på venskab og venlighed. På vej til et klasselokale lørdag morgen stødte jeg på to norske drenge, der brugte morgenen på at lave vafler til deres værelseskammerater. Jeg ønskede dem held og lykke, og da jeg om eftermiddagen fyldt af matematik, fysik og møder vendte tilbage til mit værelse, fandt jeg to vafler og et tegn på venskab og venlighed på mit skrivebord.

Vi have geografitest i går. Når sådanne ting sker, så må man studere. Eller skulle jeg sige "plukke" - som svenskerne kalder det.

Der er vi så. Klokken er cirka 6 om morgenen, og vi er klar i kantinen til at få helt styr på verdens oceaner, klimaforandringer og urbanisering.

Det må være alt for denne gang.

Hilsner fra et ok-ryddeligt skrivebord og en god kop kaffe.

-Katrine

Det er vinter, der er sne og det er glaat. Alle falder - men de griner fordi. 

Smilet frem - det bli'r dit ansigt jo så kønt a'. Alle fugle kan en glad melodi. 

Der er så flot fortiden, det er helt vildt.

Lørdag stod jeg på ski ned til en skøjtebane vi har lavet på en sø. Jeg stod på skøjter, og skiede videre til vores lokale Flekkeshop! - Jeg stod på ski ned til købmanden!

Søndag og mandag var jeg syg. Når man er syg, kan man let komme til at få lidt hjemve. Men jeg havde en utrolig dejlig oglang frokost med en masse stille og rolige mennesker der bare lod mig sidde lidt i min egen verden og lytte til deres tildels fornuftige tildels vanvittige samtaler.

Min room mate gav mig dadler op til min engelskeksamen om søndagen, da de i hendes familie tror på at tørret frugt gør dig klogere.. (Marokko) :-)

Og en pige fra Østrig gav mig te og chokolade, så jeg kunne blive rask.

Jeg gik en tur i sneen efter frokost for at trække lidt af den friske bjergluft, og spiste nogle af de dadler der var en dansker der havde givet mig som "god bedrings- gave". Derefter fik jeg besøg af en der ville tjekke at jeg havde det ok, og bagefter kom en af mine indiske venner forbi med indisk spicy te så jeg kunne få det bedre. Jeg siger jer, det er virkelig det bedste. Og man bliver noget så glad.

Tirsdag var jeg i skole igen. Efter skole var jeg til yoga og til møde med den miljø-gruppe/organisation jeg er med til at lede. Mange mennesker arbejder med cool ting fortiden, og det er fedt at se hvordan nye elever engagerer sig og tager ansvar for en masse ting.

Efter skole i dag skal jeg til en workshop/kursus om mindfulness som er det første møde ud af ni!

Så skal jeg have room-dinner i aften, og så skal jeg nok også nå at lave nogle lektier før jeg skal i seng igen. 

Billede fra room dinner - det tog mig et døgn før jeg udgav dette blogindlæg - så tænkte jeg lige kunne tilføje dette billede.

-Vi spiste det alle spiser til room dinner: pesto og pasta...

Vores grøntsager må vi så huske at spise til frokost :-)

Alt godt herfra!